Den fynske industrivirksomhed DAMPA henter Niels-Christian Havsteen fra Knauf Ceiling Solutions som ny administrerende direktør og udnævner tidligere Troldtekt-direktør Peer Leth til bestyrelsesformand. Ledelsesskiftet skal styrke virksomhedens forretning inden for både marine og byggeri – med særligt fokus på internationale muligheder for integrerede akustik- og klimalofter.
DAMPA, der i år har fejret 75-års jubilæum, styrker sin øverste ledelse. Niels-Christian Havsteen tiltræder som ny administrerende direktør, mens Peer Leth overtager formandsposten efter Henrik Kaa Andersen. DAMPA er en del af Metalcolour Group, som Henrik Kaa Andersen er ultimativ ejer af.
Med de to profiler får DAMPA ledelseserfaring fra nogle af de mest kendte virksomheder inden for lofts- og akustikløsninger. Målet er at udvikle virksomhedens position på hjemmemarkedet og skabe yderligere international vækst.
”DAMPA har gennem 75 år opbygget en stærk position inden for akustiske og brandsikre metallofter. Med vores voksende aktiviteter inden for integrerede akustik- og klimalofter ser vi betydelige muligheder for at udvikle forretningen, ikke mindst internationalt. Med Niels-Christian og Peer får vi to erfarne ledere, som kan hjælpe os med at realisere dette potentiale,” siger Henrik Kaa Andersen.
International erfaring fra Knauf
Niels-Christian Havsteen kommer senest fra stillingen som General Manager hos Knauf Ceiling Solutions i Frankrig. Han har omfattende international erfaring med ledelse og udvikling af industrivirksomheder og skal stå i spidsen for DAMPA’s videre udvikling.
”DAMPA har stærke produkter, stor teknisk viden og dygtige medarbejdere. Jeg glæder mig til at lære organisationen og kunderne at kende og til, sammen med teamet, at udvikle virksomheden og skabe resultater,” siger Niels-Christian Havsteen.
Niels-Christian Havsteen, CEO hos DAMPA, blev vist rundt i produktionen af fabrikschef Kenneth Andersen. Der blev bl.a. vist rundt ved den nye klimaloftsmaskine.
Tidligere Troldtekt-direktør bliver formand
Peer Leth har været medlem af DAMPA’s bestyrelse siden maj 2026 og har en mangeårig baggrund fra branchen, herunder som tidligere direktør for Troldtekt. Han bringer dermed erfaring med akustiske byggematerialer, international forretningsudvikling og ledelse til formandsposten.
”Jeg har gennem mit første halve år som medlem af bestyrelsen oplevet en virksomhed med mange kompetencer og spændende muligheder. Jeg ser et stort uforløst potentiale i virksomheden, og jeg glæder mig til samarbejdet med Niels-Christian og resten af DAMPA om at styrke vores position på markedet,” siger Peer Leth.
Fv. Henrik Kaa Andersen, ejer og medlem af bestyrelsen; Peer Leth, bestyrelsesformand.
Endnu stærkere fokus på marine
Michael Nykjær, som gennem de seneste 14 år har stået i spidsen for DAMPA, fortsætter som CCO for marine-segmentet, hvor der ses betydelige muligheder for yderligere vækst. Michael vil samtidig fortsat have ansvar for udvalgte strategiske kunder og projekter inden for byg-segmentet.
”Vi vil gerne takke Michael for hans store indsats som administrerende direktør og glæder os over, at hans erfaring og stærke kunderelationer fortsat kommer DAMPA til gode”, udtaler Henrik Kaa Andersen, som sammen med Lars Kaa Andersen fortsætter i DAMPA’s bestyrelse.
Fv. Michael Nykjær, CCO; Peer Leth, bestyrelsesformand; Niels-Christian Havsteen, CEO; Henrik Kaa Andersen, ejer og medlem af bestyrelsen; Lars Kaa Andersen, medlem af bestyrelsen.