I virksomheden DAMPA, som producerer akustikløsninger i metal, fik ledelsen en aha-oplevelse, da de gik på opdagelse i arbejdspladsens kultur. Derfor går den 70 år gamle virksomhed i Tommerup nu nye veje.
“Vi vil have en ny kultur”
Sådan lød det for godt et år siden fra Tommerup-virksomheden DAMPA, der producerer akustikløsninger til loft og væg. Arbejdspladsen oplevede udfordringer med samarbejde og konflikthåndtering, og søgte og modtog derfor 275.000 kr. fra Velliv Foreningen til et trivsels-projekt.
Første skridt i projektet var en måling af samarbejdet på virksomheden. Og resultatet var overraskende. Kollegafællesskabet scorede højt, og samarbejdet mellem afdelinger scorede middel. Men til gengæld scorede relationen mellem leder og medarbejder lavt.
– Den undersøgelse viste os tydeligt, hvor vi særligt skal sætte ind, nemlig på ledelse, siger Michael Nykjær, der er administrerende direktør.
– Gennem projektet blev vi klar over, at ledelse ikke har været prioriteret højt nok i DAMPA. Vi ledere har for travlt med andre opgaver til at være gode nok ledere. Og det har vi nu gjort noget ved.
Forandringerne i virksomhedens ledelse er til at tage og føle på. Michael Nykjær er selv gået fra at have 25 ansatte under sig til nu kun at have det halve. To nye lederstillinger er oprettet – en produktionsdirektør og en driftsleder. Nu har lederne tid til ledelse, de prioriterer nærvær, og de har besluttet at holde MUS-samtaler en gang om året.
Spotter stress
En anden idé, som er blevet til virkelighed i projektet, er en såkaldt “fremskudt HR-indsats”. Her har en erhvervspsykolog klædt en gruppe af fem medarbejdere på til at spotte tegn på stress og mistrivsel. Michael Nykjær siger:
– Det giver en større fortrolighed at man kan gå til en kollega og fortælle om sine udfordringer. De fem medarbejdere bygger bro mellem medarbejdere og ledere, og er samtidig opmærksomme på at få nye medarbejdere til at føle sig velkomne.
Projektet har også betydet, at produktion og projektstyring er blevet mere effektivt. Arbejdsgange, informationsflow og mødekultur har fået en kritisk gennemgang, og det har givet større produktivitet og mindre frustrerende medarbejdere.
– Stærkere ledelse betyder også mere effektive arbejdsgange. Vi oplever, at der er mindre tvivl om ansvar og opgaver, og at der er større motivation til at tage ansvar og samarbejde på tværs. Trivslen er blevet bedre, og det har vist sig, at vi faktisk har kunnet gøre noget ved problemerne, fortæller Michael Nykjær.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Lokalavisen Assens – læs den originale artikel her.